Velbesøgt forårsmarked
Vi lagde ud med vores stemningsfulde forårsmarked den 9. maj.
Vi havde stor glæde af besøg fra venner, familie, borgere fra Espergærde og Helsingør, politikere og kolleger.
Vejret var med os, og sammen skabte vi en hyggelig dag med masser af liv og fællesskab.
Royal Side Run
Sidst på måneden stod der naturligvis Royal Run på programmet.
CABAS Nygård arrangerede sit eget Royal Side Run fredag den 22. maj.
Mange af vores borgere har et funktionsniveau, der gør det svært at deltage i større offentlige arrangementer som Royal Run. Det kan være både distancen og især de mange mennesker, der kan opleves som en barriere.
Derfor arrangerede Nygård vores eget Royal Side Run i det smukke, fredede område Kohaven ved Hellebækvej.
For at skabe den helt rigtige stemning var vi så heldige at modtage Royal Run-T-shirts. Vi lånte merchandise fra Falkenberg Plejehjem og Brødsnedkeren sponsorerede kagemænd til den efterfølgende fejring. Det skabte en festlig ramme om dagen.
Løbet blev afsluttet med målstreg, medaljer og fejring af alle deltagere – præcis som ved Royal Run.
Vi er meget glade for, at borgmester Benedikte Kiær samt repræsentanter fra Social- og Beskæftigelsesudvalget deltog på dagen.
Dejligt besøg af Social- og Beskæftigelsesudvalget
Social- og Beskæftigelsesudvalget havde en travl dag denne fredag.
Efter Royal Side Run besøgte de Højvangens værksteder for at få indblik i vores hverdag og det arbejde, vi udfører i CABAS.


