Juni i billeder

STU translokation

Juni i CABAS – store oplevelser og vigtige fællesskaber

Juni har været fyldt med aktiviteter, traditioner og mærkedage i CABAS. Nogle begivenheder har samlet hele organisationen, andre har været mindre og mere lokale – men fælles for dem alle er, at de bidrager til fællesskabet og den helt særlig kultur, vi sammen skaber hver dag.
 
 

Lille Grundlovsdag – en vigtig tradition

Som traditionen byder, samledes vi dagen før Grundlovsdag til det, vi i CABAS kalder Lille Grundlovsdag. Arrangementet bliver afholdt i kantinen på Højvangen og Nygård  hvor leder Michael Merle sætter ord på betydningen af grundloven og de værdier, den bygger på.
 
Det er en tradition, der minder os om, at demokrati, medbestemmelse og fællesskab ikke kun er noget, der findes i samfundet omkring os – men også er en del af os selv og de værdier, der er betydningsfulde i CABAS.

 

Pædagogisk dag – fælles faglig udvikling

Juni bød også på pædagogisk dag, hvor alle borgere havde fri, mens personalet samledes til en dag med fælles læring på tværs af organisationen. Dagen gav mulighed for at styrke samarbejdet, dele erfaringer og få nye perspektiver på kerneopgaven.
 
Der blev arbejdet med både hjerne og hjerte – og ikke mindst det lille konkurrencegen, som viste sig flere gange i løbet af dagen. Resultatet var en dejlig dag med både grin, engagement og faglig fordybelse.

 

Aktivitetsdagen – et af årets højdepunkter

Aktivitetsdagen er efterhånden blevet en fast tradition og et af årets helt store samlingspunkter i CABAS.
 
Dagen bød på et væld af aktiviteter og oplevelser. Rundt omkring i boderne kunne man blandt andet prøve kræfter med skydning, kreative aktiviteter, karaoke og meget mere. Der var noget for enhver smag, og overalt blev der grinet, dystet og hygget.
 
Takket være et generøst bidrag fra LEV blev dagen i år ekstra festlig med både livemusik fra Rene Hejdmann fra Gasbox og pølsevogn. Det skabte den helt rette ramme om en dag, hvor borgere og medarbejdere mødtes på tværs af matrikler og fællesskaber.
 
Aktivitetsdagen er en påmindelse om værdien af at være en del af noget større – og om hvor meget glæde der kan opstå, når vi samles.

Hyggelig Sct. Hans i Nygård

Sct. Hans blev fejret traditionen tro i haven med bål, sang, stemning og grill-pølser i det skønne vejr.

 

En følelsesladet afslutning på måneden

Juni måned blev rundet af med årets største mærkedage på STU Nyruphus.
 
Her blev der afholdt translokation for årets tre afgangselever, som kunne fejre afslutningen på deres STU-forløb og få huen på. En dag fyldt med stolthed, glæde og følelser – både for eleverne selv, deres familier og personalet omkring dem. Læs den fine omtale fra Helsingør Dagblad
 
Translokationen markerer afslutningen på en vigtig del af de unges liv og begyndelsen på et nyt kapitel. Det er netop sådanne dage, der minder os om betydningen af det arbejde, der hver dag udføres i CABAS.
 
Følelserne sidder uden på tøjet. Præcis som de skal.

Tak for en begivenhedsrig juni

Tak til alle borgere, medarbejdere, pårørende og samarbejdspartnere, der har været med til at gøre måneden til noget særligt.
 
Vi glæder os allerede til alt det, der venter efter sommerferien.
Vi ønsker jer alle en rigtig god sommer