Fra Stormfald til Snedkerperler

Projektet begyndte som en nødsituation.

I januar blev Grønt værksted kontaktet af en bekymret borger i Ålsgårde. Stormen Pia havde væltet et stort og majestætisk egetræ. Dele af træet var trykket 30 cm ned i jorden da det væltede og tilbage lå et kæmpe oprydningsarbejde.

Teamet træder til

Heldigvis stod Peter, Alex og alle deres kolleger klar til at redde resterne af det smukke træ. De arbejder til dagligt på CABAS Grønne Værksted i beskyttet beskæftigelse.

I flere uger knoklede værkstedet for at bjerge det store træ. På gammeldags manér, med stålstænger, træklodser og ruller fik Grønt værksted flyttet de op mod 500 kg. tunge træstykker ned til kørevejen, uden af ødelægge den sjaskvåde græsplæne. Herfra blev de transporteret hjem til den gamle brandstation på Svingelport, hvor Grønt Værksted har hjemme.

De mestrer maskinerne

Peter har en forkærlighed for arbejdsopgaver, der involverer motorsaven. Netop den ekspertise har gjort ham til en uundværlig del af teamet.

Peter blev uddannet til at bruge motorsaven for mange år siden, så det er en rutineret mand, der har styr på alle sikkerhedsforanstaltninger, når han svinger motorsaven.

Han er dog ikke den eneste på det grønne værksted, som har en forkærlighed for maskiner med “lidt power”.

Alex, en ung medarbejder på bare 22 år, er også glad for maskiner. Derfor er han perfekt egnet til opgaven med at behandle de store træskiver. Med en sikker hånd på overfræseren arbejder Alex millimeter for millimeter for at bringe træets skønhed frem, og resultatet er intet mindre end imponerende.

“Hvis du lægger mærke til det, så laver jeg ikke noget”

Peter, Alex og alle deres kolleger arbejder under ledelse af John, som er en erfaren værkstedspersonale. Et af Johns yndlingsudsagn er: “Hvis du lægger mærke til det, så laver jeg slet ikke noget.”

Det er måske ikke hele sandheden, men pointen er alligevel tydelig. Når John lykkedes med at matche de forskellige opgaver, så udfordringerne passer til borgernes forskellige kompetencer, så glider hverdagen på værkstedet som en velsmurt maskine.

Alle opgaver er vigtige for resultatet

Jimmie og Line, som arbejder med brændeflækkeren, er uundværlige! Uden dem ville værkstedet drukne i afskåret træ, og præcis det samme gælder de borgere, som er gode til at stable brændet.

På CABAS Grønne Værksted er diversitet ikke blot tolereret, det er en styrke. Medarbejderne bringer forskellige færdigheder, baggrunde og perspektiver til bordet, hvilket beriger arbejdsmiljøet og styrker fællesskabet.

Vi vil gerne vise, at alle kan gøre en forskel

John håber på, at CABAS´ tilgang til det væltede egetræ tjener som et inspirerende eksempel.

”Ingen af os, kunne løse denne opgave alene. Men, gennem mange små handlinger har vi sammen skabt et rigtigt flot resultat. At skabe en smuk bordplade af en egetræsskiver kræver iderigdom, problemløsende nysgerrighed og initiativ, men samtidig kræves også fornemmelse for fine detaljer, ro til rutineopgaver, tålmodighed og ikke mindst mange gode kaffepauser”

Bæredygtigt samarbejde

Har du brug for assistance fra CABAS Grønne værksted, er du velkommen til at kontakte os