Besøgende kan blive inspireret og købe produkter, der alle er skabt af materialer, som ellers ville være endt som affald.
Her kan man blandt andet finde:
- Istandsatte cykler
- Fuglehuse
- Bordskånere og skærebrætter af genbrugstræ
- Specialdesignede kort og billeder
- Håndlavede tasker, punge og poser af bl.a. cowboybukser
- Papirblomster – herunder de populære langtidsholdbare roser
Markedet viser spændvidden i det kreative og praktiske arbejde, der hver dag udføres på CABAS’ værksteder.
Forårsmarked har fokus på kvalitet, genbrug og lokalt håndværk
Et marked med mening – og social bæredygtighed
Forårsmarkedet er mere end en salgsdag. Det er et eksempel på social bæredygtighed, hvor mennesker i beskyttet beskæftigelse får mulighed for at vise deres arbejde frem og opleve stoltheden ved at stå bag produkter, som lokalsamfundet værdsætter.
“Når folk køber et produkt hos os, får de noget unikt med hjem – men de støtter også en meningsfuld hverdag for vores medarbejdere,” fortæller Maria Larsen, der sammen med Pernille Christiansen udgør personale-duoen på det kreative værksted.
“Markedet er mere end bare salg. Det er en dag, hvor lokalsamfundet mødes, og hvor vi åbner dørene og viser, hvad vi kan i fællesskab.”
Alle er velkomne – og der er gratis entré
CABAS håber at se alle – lokale, familier, konfirmationsgæster, genbrugsentusiaster mm og nysgerrige besøgende til en dag med forårsstemning, kreativitet og hyggeligt samvær.


