Vi sår, høster og sanker ved strand og skov – og nu planter CABAS træer og buske takket være ´Plant et træ´
Mennesker med fysisk og/eller psykisk nedsat funktionsevne kan ikke altid være en del af det almindelige arbejdsmarked, men de kan levere et vigtigt bidrag til vores fælles dyrebare natur! Netop dét gør borgere i aktivitets- og samværstilbud hos CABAS – Nygård.
Udegruppen, som er én af i alt fire grupper på Nygård, har særlig stort fokus på bæredygtighed i og med naturen.
Tilbage i januar måned, modtog Udegruppen 14 træer og buske fra Plant et Træ. De 14 træer er nu plantet i Nygårds egen have og skal bidrage til en mere bæredygtig fremtid for os alle.
Plant et Træ er en almennyttig organisation, der siden 1988 har plantet mere end 1,5 millioner træer i Danmark.
Naturen spiller en stor rolle på CABAS – Nygård. Alle grupper laver bål og går ture året rundt. Udegruppen har taget skridtet videre og arbejder målrettet med bæredygtighed og idéen ”fra jord til bord.” I praksis betyder det, at naturen danner rammen for det pædagogiske arbejde.
-Vi observerer borgerne i naturen og hjælper dem med at blive bevidste om deres egne kompetencer, forklarer Martin Jeppesen, som er pædagog i udegruppen og initiativtager til, at Plant et Træ har doneret træer til Nygård.
-Vi glæder os til at følge træernes udvikling året rundt. Vi nurser dem, fra de kommer i jorden, til vi kan høste deres frugter og lave sylte og saft af dem. Det bliver et fælles projekt, hvor borgernes kompetencer kommer i spil på mange forskellige måder. Nogle er gode til at hente værktøj fra skuret, andre er gode til at klippe grene, og nogle kan sætte grene i en vase eller smide dem på kompostbunken. Det er ikke så vigtigt, hvad du er god til, det vigtige er, at vi hjælper hinanden, og at vi kan meget mere, når vi gør det sammen, fortæller Martin.
CABAS grønne værksted hjælper med at grave huller, plante træer og buske og pakke det hele godt. På den måde har alle planter klaret sig godt igennem vinteren.
Genbrug og bæredygtighed i hele CABAS
Bæredygtighed og genbrug er et fokus, der går igen i hele CABAS, selvom der arbejdes forskelligt i de forskellige afdelinger: Nogle værksteder laver produkter, som skal kunne sælges. Andre værksteder har deadlines eller hygiejnkrav, som skal overholdes, og så er der grupperne på Nygård, som kan fokusere på processen frem for slutproduktet.
Forskellighed er dog ingen hindring for gensidig inspiration. Fire gange om året afholder CABAS fællesmøde, hvor alle ansatte personaler fra værkstederne er samlet. På mødet i februar delte udegruppen fra Nygård deres erfaringer med alt lige fra nyplantede træer til affaldssortering.
Vi ved alle sammen, hvor svært det er at ændre vaner.
For vores borgere er det en meget lang rejse med mange gentagelser, men også med mange små succesoplevelser undervejs. Vores borgere kan affaldssortere korrekt i dag og er begyndt at se affald som en ressource. Nogle borgere er endda begyndt at tage syltetøjsglas med hjemmefra, fordi de ved, at vi kan bruge dem til lanterner eller opbevaring, fortæller Martin Jeppesen og hans kolleger fra udegruppen.
– Vi er allerede i gang med at lægge planer for, hvordan alle gruppens kompetencer kommer i spil til næste opgave, som er at omdanne de træpaller, som træer og buske fra ´Plant et Træ´ blev leveret på. Gruppen er vant til at prøve nye ting sammen. Det er her, de opdager nye kompetencer og bliver bekræftet i, at de i fællesskab kan meget mere end hver for sig.
