Hos Aktivitet og Samværstilbud på Nygård er det vigtigt, at borgernes stemme bliver hørt og taget alvorligt. En fast mødestruktur – kaldet MAR-møder – sikrer, at borgernes idéer og ønsker bliver en aktiv del af planlægningen. Et godt eksempel er den kommende MGP-fest, som blev foreslået af borgerne selv på netop et MAR-møde.
Borgeren Daniel har sammen med pædagogerne Rikke og Susanne spillet en stor rolle i at gøre MGP-temaet til virkelighed på Nygård.
Det er vigtigt at borgernes idéer bliver til virkelighed
Til et MAR-møde, i hans egen gruppe, foreslog Daniel, at Nygård skulle lave MGP – inspireret af den store fest på Kulturværftet i Helsingør. Forslaget blev bragt videre område-MAR med resten af Nygård som straks greb ideen. “Det er spændende på Kulturværftet, men jeg kunne godt tænke mig at lave det sammen med mine gode venner her på Nygård også,” fortæller Daniel, der tidligere selv har optrådt på store scener og elsker musik.
Forslaget blev taget godt imod af de andre i MAR-rådet.
“Man kan mærke, at engagementet er ekstra stort, når det er brugernes egne idéer, vi arbejder med,”
fortæller Rikke.
“I denne uge har mange af vores aktiviteter handlet om forberedelse. Da vi var ude at gå tur, fandt vi pinde, som skal bindes til et stort hjerte og bruges som pynt – det gav en helt ny energi til gåture,”
Hele ugen op til arrangementet har været præget af forventning, forberedelse og øvelse af sangene.
Forberedelse og planlægning
Rikke og Susanne er enige om, at det har krævet en del forberedelse at planlægge MGP-festen, så alle kan være med på deres egne præmisser.
“Som personale er det vores opgave at få alle med i fællesskabet så meget som muligt. Vi ved, at nogle borgere har behov for at trække sig, når der sker for meget på én gang. Derfor har vi sørget for, at man kan trækkes sig til egen gruppe hvis der er behov, på den måde kan alle være med på deres måde,” forklarer Rikke.
MAR-møderne har også været brugt til at beslutte, hvordan MGP skal afvikles. Borgerne har blandt andet bestemt:
- At der skulle pyntes op efter alle kunstens regler (glimmermikrofoner, bannere m.m.)
- At der skulle være en vandrepokal til vinderen
- At der skulle være stemmesedler
“Det er en stor opgave at løfte de mange idéer, men musik er et godt tema, for her kan alle være med,” forklarer Susanne.
Glæde og fællesskab i centrum
Daniel glæder sig til festen:
“Det bliver en fest med god musik, og jeg er sikker på, at vi får en rigtig god dag sammen.”
Den seneste uge har han været med til at lave konfetti, mikrofoner og finde grene til pynt i kantinen. Daniel deltager sammen med sine to gode venner Malene og Heidi. Sammen kalder de sig “Guldstjernerne” og de skal optræde med sangen “Venner4ever”.
En god oplevelse for alle
MGP-festen handler ikke kun om konkurrence – fællesskabet er det vigtigste. Rikke og Susanne er opmærksomme på at finde en god måde at kåre en vinder på, uden at nogen bliver kede af det. “Vi arbejder med, at det er okay ikke altid at vinde, og derfor har vi besluttet, at alle får en medalje for at deltage.”
“Brugerne spejler sig i musikken og det, de ser i fjernsynet. De får mulighed for at stå på scenen, blive set og være midtpunkt – det betyder meget,”
forklarer Susanne.
Alle de optrædende
Efter showet har Daniels gruppe planlagt fælles afspænding.
“Det bliver en stor dag. Når jeg tænker på det, kan jeg mærke det helt ned i maven – men jeg forventer også at blive træt bagefter. Så ved jeg, at jeg har gjort mit allerbedste – og så det er meget godt med afspænding efter.”
Fremtiden: Hvad så næste gang?
Daniel er allerede i gang med at planlægge næste års MGP på Nygård, men Rikke og Susanne minder ham om, at det lige skal besluttes først.
Uanset hvad der kommer på programmet, ”så er jeg klar til at dele flere idéer med MAR,” slutter Daniel.
På Nygård er det tydeligt, at når borgernes stemme bliver hørt, skaber det engagement, glæde og et stærkere fællesskab. MGP-festen er bare ét eksempel på, hvordan borgerinddragelse gør en forskel! 🎤
MAR strukturen består af tre møder
- Lokal-MAR, Møde i egen gruppe/Værksted
- Område-MAR, Møde i eget område, i Daniels tilfælde er det møde på Nygård.
- Center-MAR, Møde for hele CABAS med leder og borgerrepræsentanter fra hvert område.


