Værksteder
CABAS tilbyder beskyttet beskæftigelse på forskellige værksteder.
Værkstederne fungerer som enhver anden arbejdsplads, dog i en tryg atmosfære og med kompenserende værktøjer og støtte. Vi har fokus på den enkeltes kompetencer og funktionsniveau. Hos os er borgerne aktive deltagere i både produktion og i det kollegiale fællesskab. Her har vi brug for hinanden.
Vi har faste mødetider, klare arbejdsfordelinger, medarbejderdemokrati, arbejdstøj, julefrokoster og læringsture ud af huset.
Alle værksteder har tilknyttet uddannede håndværkere og pædagoger.
Vi laver god kvalitet
Alle vores værksteder har produktion, og vi er stolte af det, vi laver. Vi sætter en ære i at levere kvalitetsvarer, hvad enten det er til private kunder eller virksomheder, der bestiller leveringer hos os. Vi sørger for, at vores medarbejdere bliver uddannet i brug af maskiner og værktøjer.
Den beskyttede beskæftigelse hos os retter sig mod borgere mellem 18 og 65 år, som ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på ordinære vilkår på arbejdsmarkedet. For at være ansat kræver det, at man aktivt kan bidrage til produktionen.